Historietime - også en skål.......

Landbrugskulturen og kendskabet til korndyrkning bredte sig fra Nærorienten til Grækenland, Balkan og Middelhavsområdet og siden langs de europæiske floder til det nordtyske sletteland. Det er ikke muligt at tidsfæste ølbrygningens opståen i dansk bondestenalder, men arkæologiske fund fortæller, at forudsætningerne var til stede. Det tidligste bevis for ølbrygning i Danmark findes i Egtvedfundet, dateret til 1370 f.Kr. I graven stod en birkebarkspand med de indtørrede rester af en gæret drik brygget på emmerhvede, tyttebær eller tranebær tilsat honning fra lind, mjødurt og hvidkløver. Øldrikken var krydret med mosepors. Lignende ingredienser forekommer næsten 1500 år senere i en grav fra romersk jernalder ved Juellinge på Lolland. I en bronzespand fandtes ølrester brygget på bygmalt og bær og krydret med pors. De primitive hvedesorter havde fået konkurrence fra byg, og man kunne nu foretage en maltning af kornet. Oldtidsøllets hovedingredienser blev anvendt over store dele af Nordeuropa langt ind i historisk tid, i Nederlandene helt frem til 1500- og 1600-t., hvor øllet fortsat krydredes med grut, en varierende blanding af aromatiske plantedele og bær. Længe efter indførelsen af humle som almindeligt ølkrydderi holdt man her fast i den flere tusinde år gamle krydringsmetode af skattetekniske årsager.

Vikingetiden vidner om en udbredt øl- og drikkekultur, og den nordiske mytologi og sagafortælling beretter om tidens drikkevaner. Der blev drukket til hverdag og fest, før kamp og efter kamp, i livet og i døden, hvor valkyrierne bød de dræbte krigere på drikkehorn fulde af øl i Odins hal. Bryggemetoden udviklede sig i to retninger: ølbrygning og mjødfremstilling, dvs. korn - og honningbaseret. Man finder dog eksempler på blanding af både metoder og færdige drikke. Krydringen af øllet skete med pors, enebær, røllike, bynke, egebark og malurt. Resultatet var voldsomt: Der tales om og advares imod "drømmeøl", "elskovsøl" og "bersærkerøl". I 1200-t. blev anvendelsen af humle som øllets krydderi almindelig kendt, en udvikling, som snart forstærkedes af de nordtyske hansestæders eksport af humlet øl. Øllet var især i byerne en daglig nødvendighed som en næringsholdig tørstslukker, da det forurenede brøndvand var farligt for helbredet, ligesom det var festens drik. Øllet blev brygget på slotte, på klostre og i byer, men det var på bøndernes gårde, i bryghuset eller "bryggerset", at langt den største del af det danske øl blev brygget fra middelalderen og flere hundrede år frem. Helt op i 1900-t. fandt den cyklisk tilbagevendende syssel sted. Landboøllet var baseret på de råstoffer, som stadig er i anvendelse, og problemstillingerne var de samme, som gælder for de kemiske og biologiske processer i nutidens ølproduktion. Bedst var det at brygge forår og efterår for at undgå de varmeste og koldeste måneder. Her bryggede man det fine og stærke gammeltøl. Det daglige øl skulle brygges, når tønden "gik på hæld". Forudsætningen for et vellykket bryg var ordentlige råstoffer: god byg og humle, godt vand, en rimelig hygiejne, en velgennemført maltning og brygning samt en hel del held; redskaber og lokaler, opbevaringsforhold og vejrlig spillede ofte hjemmebryggeren et puds.

I senmiddelalderen og renæssancen udviklede bysamfundene nye produktionsformer. En stor mængde håndværksbryggerier opstod i den danske provins og i rigets hovedstad. I bygårde og købmandsgårde stod bryggerne nu for en daglig rutine, der nok betød en bedre og mere rationel udnyttelse af råmaterialerne, men fortsat gav varierende og lunefulde resultater. Renæssancens livsstil og drikkekultur, hvor umådeholdent drikkeri nærmest var en dyd, pressede ølproduktionen i vejret. Et voksent menneske kunne drikke seks liter øl i døgnet, ofte langt mere. Men "den store nordiske rus" fik sin ende. 1700-tallet. stod i mådeholdets tegn. I 1687 talte København 140 bryggerier. I 1800 var antallet reduceret til 100, og de følgende 200 år gik udviklingen stærkt.

I 1847 brød brygger  J.C. Jacobsen med den traditionelle håndværksbrygning i København. Han flyttede sin produktion til Valby, uden for byens volde, hvor han anlagde bryggeriet  Carlsberg. Det var hans mål at tage videnskabelige metoder i anvendelse og skabe et industrielt dampbryggeri med stordrift. J.C. Jacobsens øl var undergæret og langtidslagret, inspireret af den bayerske tradition. Denne bryggemetode skulle i løbet af de følgende 100 år helt udkonkurrere brygningen af overgæret øl, og Carlsberg blev forbillede for en række mindre bryggerier rundt om i landet. Stabiliteten i Carlsbergproduktionen blev sikret af  Emil Chr. Hansens revolutionerende metode til rendyrkning af gær, som banede vejen for 1900-t.s lange række af teknologiske landvindinger inden for ølbrygning.

Efter år 2000 er interessen for øl steget voldsomt i Danmark. Det er især gammeldags håndbrygget øl, der er blevet sat i fokus, og nye gård-, mikro- og restaurationsbryggerier er skudt op overalt i landet. Det er særlig den amerikanske mikrobryggerikultur, der har inspireret de mange håndbryggere, og overgæret øl af alle typer er blevet (re)lanceret på markedet.

Pyyyyhaaaa....... sikke en smøre.  Skål på det.